Lene Feltmann Espersen
Lene Feltmann Espersen er nok mest kendt fra sin politiske karriere og ikke mindre end 20 år i Folketinget, herunder indehaver af en række politiske poster, blandt andet som partileder for Det Konservative Folkeparti, justitsminister, økonomi- og erhvervsminister samt udenrigsminister. Fra 2014 til starten af 2023 var hun CEO i Danske Arkitektvirksomheder, der er en forening af private rådgivende arkitektvirksomheder.
Siden hun startede i Danske Arkitektvirksomheder, har Lene Espersen løbende fået koblet flere og flere bestyrelsesposter på. I dag er hun bestyrelsesformand i Green Hub Denmark samt bestyrelsesmedlem i Rådet for Bæredygtigt Byggeri, Michael Goldschmidt Holding og Ejendomme, KV Fonden, DSB og Comundo. Tidligere har hun blandt andet være bestyrelsesformand på Aalborg Universitet og i Baltic Development Forum.
– Overgangen fra en executive- til en professionel bestyrelsesrolle er ikke sket fra den ene dag til den anden. Men gennem længere tid, kunne jeg godt mærke, at jeg på sigt ønskede at arbejde endnu mere strategisk gennem bestyrelsesarbejde – og ikke mindst med den grønne omstilling som omdrejningspunkt. Hvis jeg skulle sige ja til endnu flere bestyrelsesposter, havde jeg ikke også tid til at fylde CEO-rollen. Og derfor meldte jeg ud, at jeg ønskede at stoppe – men vi brugte god tid på en god overlap og succession til den nye direktør.
I dag er hun dermed ”rendyrket” professionelt bestyrelsesmedlem med et skarpt fokus på organisationer og virksomheder, der har bæredygtighedsagendaen højt på listen. Det har samtidig givet tid til og mulighed for at tænke hele den nye situation op i et helikopterperspektiv.
– Jeg har aldrig haft tid til at få taget en ”rigtig” bestyrelsesuddannelse, men med overgangen til en fuldtids professionel bestyrelsesrolle, skulle det altså være nu. Samtidig var jeg optaget af, at uddannelsen havde et internationalt islæt, og derfor faldt valget på Executive Board Programme INSEAD – et program, jeg også havde hørt positivt omtalt i mit netværk.
Professorer og deltagere sikrede højt niveau
Lene Feltmann Espersen omtaler uddannelsesprogrammet som værende ”hver eneste krone” værd.
– Niveauet på programmet var højt, og det skyldtes både underviserne og professorerne, der var dygtige til at variere undervisningen med en blanding af forklaringer, cases og involvering – kombineret med dygtige, velforberedte og socialt hyggeligt deltagere, der formåede at stille mange kloge spørgsmål. Også stor ros til teamet fra Scandinavian Executive Institute, der sikrede, at alt det praktiske kørte som smurt, udtaler hun.
Ifølge Lene Espersen er der en række læringer, som kommer til at få betydning for hende fremadrettet – og tre ting påpeger hun som specielt vigtige.
– Tidligere har jeg været meget kompromissøgende i min rolle som bestyrelsesformand, qua mine tidligere ministerroller. Jeg er nok gået i løsningsmodus og er kommet ind i bestyrelseslokalet med et mål om hurtigt at nå til enighed. I den henseende er jeg blevet mere opmærksom på vigtigheden af at stille spørgsmål, vende alternativer og lege ”djævlens advokat”, før vi finder løsninger. Et andet vigtigt aspekt handler om, hvordan man som bestyrelse undgår at blive biased eller forudindtaget – og det føler jeg, vi fik nogle vigtige værktøjer til at håndtere. Afslutningsvis – og ganske lavpraktisk – så har jeg taget rutinen vedrørende en ”tjek ind” og en ”tjek ud” af bestyrelsesmøderne til mig. At man før mødet starter bliver enige om det overordnede mål med mødet, og inden man slutter, evaluerer mødet. Disse tre elementer kommer jeg helt klart til at bruge fremadrettet og har faktisk allerede igangsat i flere af mine bestyrelser, siger hun.
Også rent netværksmæssigt fremhæver hun uddannelsesprogrammet som udbytterigt.
– Jeg er ikke i tvivl om, at vi der deltog, kommer til at bruge hinanden fremover og udfordre hinanden på vores bestyrelsesarbejde og vores arbejde med digitalisering og bæredygtighed. Jeg har i forvejen et stort netværk, men dem, jeg her er blevet kendt med, ville jeg ikke naturligt have mødt på min vej. Det at vi samles over to moduler og rejser ud sammen, giver noget helt særligt i forhold til at lære hinanden at kende, slutter Lene Feltmann Espersen.